De græske vines historie

Den græske vintradition er ikke blot en af den moderne æras tendenser, men derimod en ældgammel praksis og skik, som spores helt tilbage til den græske mytologi i oldtidens Grækenland.

Guden Dionyssos, vegetationens og ekstasens gud, oftest betegnet som ‘vinguden’, er gennemgående i historiens løb blevet afbildet med en vinranke i sin ene hånd, hvorfra vinfraos’ logo også udspringer. Dionyssos blev tilbedt af de dødelige ved afholdelsen af “Anthestiria”, som var en “blomsternes fest” – allerede 500 år f. Kr., var den græske vin kendt for sin blomstrede aroma.

I det gamle Grækenland var det dog ikke blot ved dyrkningen af vinguden Dionyssos, at vin udgjorde en væsentlig og central del af samtalen.Også ved kulurelle forsamlinger kaldet “symposia” optrådte vinen som et slags samlingspunkt. Til disse forsamlinger mødtes folket nemlig og fremsatte filosofiske emner, altimens de drak moderate mængder af vin. På den måde, mente man at udnytte vinens gavnlige effekter, for at opnå intellektuel klarhed, i samtaler om store filosofiske spørgsmål.

Op igennem den byzantiske æra blomstrede den græske vintradition endvidere, men da det Osmanniske Riges besættelse af Grækenland fandt sted i det 13. århundrede, blev vinproduktionen hårdt ramt. Med besættelsen fulgte høje beskatninger, som størstedelen af vinproducenterne ikke kunne håndtere, og som følge af dette, var mange nødsagede til at forlade vinmarkerne.

Da Grækenland erklærede sin uafhængighed i 1821, var det tyrkiske riges reaktion at brænde mange vingårde og vinmarker ned, og dette efterlod Grækenland i en meget svækket tilstand. Grækenland genvandt efterfølgende sin frihed til at producere vin, og i årtier frem, blev græske vinproducenter velhavende, grundet en stor global efterspørgsel på korender. Grækenland havde på dette tidspunkt opnået monopolistisk kontrol af verdensforsyningen af korender.

Op igennem det 20. århundrede var den græske vinproduktion endvidere hæmmet af de mange krige; Balkan-krigen, de to Verdenskrige, og den græske borgerkrig. Derfor var dette århundredes centrale fokus inden for vinindustrien, at masseproducere lavprisvine.

Den moderne æra har grundet den innovative teknologi betydet, at den græske vinproduktion har gennemgået enorme forbedringer. Den nye generation af græske vinproducenter er højtuddannede, og de behandler vinproduktionen, som den videnskab, den i virkeligheden er.

Med respekt for den ældgamle græske tradition, kombineres denne, med nyfunden entusiasme og moderne teknologi, der medfører et. enestående udtryk. Resultatet kan smages i de græske vine i dag.

Vi er stolte af at tage del i den græske vintradition, hvis storhedstid blot lige er begyndt. Tag del i den med os, på Vinfraos.dk